Trisse Gejl Forfatteren

Trisse Gejl, forfatter.
født d. 20. januar 1968 i Århus. Bosat i København.

Jeg er født og opvokset i Århus med tre brødre og vestjyske aner i Skjern og Ølgod.
Det var en anden verden ude vestpå. Lyden var mættet og roserne kom år efter år med sødlige dufte, og på den anden side af gaden lå min oldemor, jeg aldrig har kendt, begravet.

Det siges, jeg blev voksen med en rygsæk på ryggen. I hvert fald begyndte jeg mit voksenliv efter gymnasiet som nomade.

Det startede med nogle druer der skulle plukkes i Frankrig.
Fortsatte med en dødelig forelskelse i London. Jeg udvidede til Indien, Nepal, Tyrkiet, Grækenland og kunne være blevet ved. Men en dag stod jeg bag baren på The Bull and Butcher på Whetstone Highroad og fik hjemve.

Lige siden har jeg forsøgt at komme hjem. Jeg erindrer en graffiti et sted i Nepal: Now, even in my own town I sleep like af traveller.

Nu sover jeg som en hun med unger.
Engang var jeg meget modig. Og tålmodig. Jeg skrev min første roman om natten i London på en skrivemaskine uden æ, ø og å. Bagefter satte jeg streger igennem o’erne og boller over a’erne. På 267 sider. Den hed "Hvor mælkebøtter gror" og udkom i 1995.

Siden fulgte yderligere fem romaner og tre teaterstykker (se bøger). Jeg har holdt en masse foredrag og oplæsninger og underviser på højskoler og på Syddansk Universitet i Skrivekunst.

Jeg er uddannet cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Århus Universitet og er i dag ekstern censor på uddannelsen. Jeg arbejder også freelance som kulturjournalist for Information og har redigeret Dansk Forfatterforenings blad Forfatteren i ti år.

I 2002 fik jeg det tre-årige legat fra Statens Kunstfond, og det købte mig tid til fordybelse i min femte roman, Patriarken, en skæv skildring af familien Hügler i nutidens Danmark, der udkom i 2006 og blev mit bredere gennembrud.

Mine bøger handler om mennesker. Det kan være selvoptagede dumme svin, velmenende kvinder der drukner i deres eget martyrium eller uforløste mennesker der ædes op af et sært begær. Men dem alle skaber jeg med en vis kærlighed, ellers betragter jeg dem som mislykkede. Især i de senere år er jeg blevet optaget af en tone, jeg selv kalder den jyske humor – en tone der fremkalder alvor langt bedre end alvor selv. Eller som Statens Kunstfond udtrykte det, da jeg, til glædelig overraskelse, modtog det tre-årige arbejdslegat:

"Det er Trisse Gejls kendemærke – hvilket kommer til overbevisende udtryk også i den sidste roman – at hun gerne underdriver og med et glimt i øjet fremstiller for os groteske og undertiden komiske livssituationer: hun kan få selv de mest banale hverdagsdetaljer til at strutte af liv og betydning. Litteratur for hende bliver aldrig et distanceret facade-arrangement – hun er personligt tilstede i hver linie."

Som 24-årig forelskede jeg mig i en mørk og mystisk mand. I dag er jeg gift med ham. Den nat jeg som 26-årig fødte vores første søn, blev han hvidhåret. Endnu to sønner fulgte, og når jeg drager på fisketur med mine tre brødre og mine tre sønner, står en ting mig klart:
Jeg blev aldrig skøjteprinsesse, men jeg vil også hellere hive hornfisk i land. Og så befinder jeg mig helt fantastisk godt på øer af alle slags.